We love you, Rickie Lake!!!!

Lad blot verden vide det, først som sidst: Jeg er ikke kvalificeret til at udtale mig om ret meget, og især måske netop ikke om en koncert med en stjerne af Rickie Lee Jones'es kaliber - men. Jeg gør det fandeme alligevel, for aldrig har man da hørt mage!

Først og fremmest, Store Vega: Super spillested, intimt på den hyggelige måde, hyggeligt på den intime måde, stadigvæk (det er 10 år siden, jeg har været der sidst) - og på vejen dertil i taxaen fik Lizzie og jeg næsten overtalt chaufføren til at parkere sit job et par timer for at tage ind og opleve verdensstjernen selv; han var mega-fan, sagde han - måske muligvis endda en af hendes allerstørste, nok, og - som vi tilføjede - der var jo stadig billetter at få, det vidste vi - mens livet, livet ved man jo aldrig, hvor langt er...

Han havde dog ikke rigtigt hverken tid eller råd, ham chaufføren (sagde han og så på sit ur og dernæst på taxameteret) - lørdag er jo da en af de bedre taxa-aftener, så måske dukkede han alligevel aldrig op.

Nå. Måske skal det lige nævnes, at jeg ikke personligt er "mega-fan", som den i øvrigt rare taxachauffør - og heller aldrig har været det. Jeg lærte Rickie-damen at kende engang i midtfirserne, hvor hendes mere poppede numre trængte sig ind på de mere mainstream billboards - og så glemte jeg hende igen i nogle år og opdagede først for nylig, at jeg havde glemt hende og faktisk havde savnet hendes lyd. Så altså nej, jeg kender ikke baggrunden for alle hendes sange, jeg ved ikke, hvem hun har samarbejdet med på sine albumser, jeg ejer ikke en eneste skive, hun har skåret - som sagt er jeg ikke en skid kvalificeret til at udtale mig om damen vel på det nærmeste overhovedet. Men. Jeg gør det fandeme alligevel - for aldrig har man da hørt mage!

Når man tager ind til et sted som Vega for at høre en kvinde som Rickie Lee Jones, som man altså ikke kender særlig meget til på forhånd, både spille og synge, ja så gør man sig dog alligevel nogle forestillinger om dét:

Forestilling nr. 1: Det bliver bare for fedt!
Forestilling nr. 2: Der er nok rigtig mange ældre mennesker derinde, sådan nogle hippie-typer, der har fyret den fede, før de gik hjemmefra og bare står på gulvet og swinger i deres egne små sfærer af transcendental et-eller-andet.
Forestilling nr. 3: Hun synger garanteret det der Chuck E's in Love-nummer, som var så populært i firserne.

- og tillad mig venligst også at komme med en modsatrettet forestilling, altså en u-forestilling, altså en forestilling, som vi så afgjort ikke på forhånd havde:
Forestilling nr. (-)4: Der vil nok være nogen, der tysser på nogen andre til sådan en koncert.

Og lad os så tage dem fra en ende af -

Ad Forestilling nr. 1 - ja, det blev bare for fedt!
Rickie Lee Jones har - sin alder til trods - den mest pragtfulde rene ungpigestemme, man kan forestille sig - som hun kan skrue op og ned for som en anden organisk sangmaskine.
Helt nede fra den laveste tone, i den allerletteste volumen - og så langsomt op til et intenst og ekstremt melodiøst nærmest skrig - uden hørbare overgange (eller vejrtrækningspauser) imellem, bare som sådan en stråle, der stille og roligt bliver kraftigere og kraftigere...
Og indtil flere og adskillige gange, mens hun vandrede frem og tilbage mellem alle de instrumenter, hun kan spille (og det er immervæk imponerende mange!) - samt de forskellige mikrofoner, som hun sang fra - sang hun ovenikøbet ud i luften, ud i rummet, i lokalet - og man hørte hende alligevel klokkeklart og rent - også uden elektronisk forstærkning, også helt oppe fra det bageste af balkonen.
Hold da op for en stemme, den kvinde har - det er virkelig utrolig fantastisk!

Ad Forestilling nr. 2 - ja, der var en del ældre mennesker til stede blandt publikum på Store Vega i går aftes (og her mener jeg naturligvis "ældre" som i "på Rickies alder" (midten af halvtredserne)), men nej, de var ikke svært hippie-agtige, og de swingede heller ikke særlig transcendentalt, som vi så det - nærmest svingede de lidt mere henimod á la halvsovende, faktisk.

Det hav af bølgende feel-goodness, love-the-world-and-thyself-and-the-world-and-everyone-and-the-trees-and-the-birds-too, som Lizzie og jeg havde forestillet os, at vi ville se, når vi kiggede ned fra balkonen og så ud over gulvet foran scenen, manifesterede sig i stedet i noget, der kunne give mindelser i retning af en... hm, stille skovsø.
Enkelte steder rokkede et hovede - som en blinkende hvid fisk i vandet - fra side til side - men det var ikke til at afgøre, om det var jazzen, der var udslagsgivende for bevægelsen - eller om det var de der ticks, man nogle gange får, lige før man falder i søvn...

Ad Forestilling nr. 3 - ja, hun sang selvfølgelig det der Chuck E's in Love-nummer! Men finten var, at det ikke var en del af selve koncerten - først da lyset på scenen blev slukket efter Rickies farvel, og menneskemængden vågnede op fra fællesdøsen og gav sig til at klappe hende ind igen, og hun spurgte ud i rummet, hvad mon hun dog så kunne finde på at spille (as if!) - først da råbte nogen "CHUCK Eeeeeee!!", og så fik vi altså dét. Og det var fint og godt, og nu kan vi sige, at vi har hørt hende synge det live i Store Vega. Dejligt.

Ad Forestilling nr. (-)4: Jo, der er s'gu nogen, der tysser på nogen andre til sådan en koncert!?!
Vi var målløse, troede lidt det var løgn eller måske en fælleshallucination (det tror vi nok stadigvæk lidt) - personligt har jeg da i hvert fald aldrig været til en koncert i hele mit liv - og jeg kender heller ikke andre, der (har sagt at de) har dét - hvor der bliver tysset??
Sådan rigtigt, virkelig schhyyyyyhhsset - vredt og ret så åbenlyst irriteret?!
Hvad SKER der lige dér, Rickie Jones-fans???

Ikke engang under operaforestillinger er jeg blevet tysset på, ikke engang under den mest intime lillebitte kammerkoncert har jeg oplevet noget lignende - og jeg mener, hallo!?! - gulvet larmer altså temmelig meget i Vega, når man går på det - og må man ikke godt lige hviske "aj, hvor synger hun godt", eller "fårk, hvor synger han herrefedt, ham der på trommerne"???

Okay, der var også rigtigt mange briller derinde. Ja, s'gu - briller! Rigtigt mange mennesker med briller, hvis vi nu skal forsøge at fiksere en generalisering ved hjælp af åbenbare, fysiske fællesnævnere. Årgang 60 og videre frem-mennesker med moderigtigt akademiske briller - og måske, tænker vi, er det derfor? Måske må andre ikke sige noget, når man bliver ældre og mere belæst og bevidst om, hvilken brille, der klæder ens ansigt bedst, og tilsyneladende er meget træt om (lørdag) aftenen, og går til koncert for at opleve en verdensstjerne i Rickie Lee Jones-klassen?

Vi forstår det ikke.
Ligesom vi heller ikke forstod, hvorfor der blev grinet så høfligt undervejs i showet.
Altså f.eks., Rickie Lee siger noget fra scenekanten (mumlende, hun mumler ret meget nemlig) i retning af:

"This sweater ...mumble-mumble...is Norwegian....mumble-mumble...Danish" (og smiler)
- og salen bryder ud i høj, men høflig - men høj - latter (???).

Hvad er der lige så sjovt ved dét? Forstår danskerne ikke engelsk ret godt alligevel, eller ligger der i den sætning en joke et eller andet sted, som man skal være mega-fan og opdateret på hendes fulde disko- samt biografi for at forstå? Eller er det måske en måde at vise på, at man accepterer og elsker hende - også selv om hun egentlig mumler lidt vel meget???

"...mumble-mumble... we went... California... mumble... ocean... ten years... mumble-mumble"
- KANONLATTER fra salen!! (???)

"...wouldn't be good to have traveled so far and come to play out of tunes..."
- HA-HAR-HAR-HAR-HA!! (???)

Aj, okay, lige dén der, den sidste - den forstod man jo godt - det er jo en klassisk joke, den med at spille out of tunes, eller out of key (tø-hø!). Men alligevel, der var mange af den slags - for os at se - uforståelige latterudbrud, og der var helt ufattelig megen - for os at se uforståelig - trancelignende stilhed blandt publikum ind imellem disse...

Da koncerten var forbi, og vi gik ned ad Istedgade, talte Lizzie og jeg om, at scenen måske ikke var den rette, eller jo - scenen var sikkert fin nok, men salen var muligvis ikke?
Måske skulle man på Vega have fyret nogle caféborde ind til alle de trætte mennesker, og nogle stole også - det lod jo ikke til, at koncerten var udsolgt, så måske kunne det godt have hængt sammen på den måde? Muligvis ville så mange så heller ikke være gået før tid (cirka en tredjedel af flokken på gulvet) - hvis de kunne have siddet ned og sovet, frem for at stå op og få ondt i fødderne imens?

Eller også skulle man have gjort det helt anderledes fra begyndelsen og placeret arrangementet på Staden, hvor det alt andet lige plejer at swinge noget mere, det hele...?

Det kan selvfølgelig også tænkes, at det bare er os, der er helt forkert på den - måske er det vitterlig meningen, at man skal stå fast som var man naglet til gulvet og lyde som en skovsø, når man er til koncert med Rickie Lee Jones?

Det er så nok bare endnu et af de livets største spørgsmål, der højst sandsynligt aldrig bliver bliver besvaret - eller nok i hvert fald ikke før man selv bliver lidt ældre og evt. får købt sig et par af de dersens moderigtige, akademiske briller...

Lyt mere til Rickie her! (og husk også at synge med og danse - det må man nemlig faktisk godt!!!)