15. marts 2010

Kort er godt!

Så faldt jeg lige over en side på nettet med tre gode råd til den modne, moderne singlekvinde om... ja selvfølgelig: Dating! Og normalt læser jeg ellers ikke den slags, men artiklen på siden var velskrevet (godt nok på engelsk, men alligevel), og de gode råd ramte mig - som et krydsermissil i solar plexus, rent faktisk.
Rent faktisk var læsningen lidt af en øjenåbner for denne "moderne" singlekvinde...

...og så var det altså, at jeg tænkte, at jeg hellere måtte oversætte og give de tre gode råd videre til eventuelle medsøstre derude, der fra tid til anden som jeg selv måtte vælge at risikere både liv og psykologiske lemmer i den store, vide dating-verden.

Tre gode råd, altså - oversat fra engelsk - here goes:

1. Sortér "rovdyrene" fra i første ombæring: Lad aldrig første date vare længere end allerhøjst 2 timer! (rådet i artiklen lød helt konkret, på originalsproget: Learn to pick your predators, test his socializing skills!)

Det teoretiske grundlag for dette råd skulle være, at mænd med en særligt destruktiv psykologisk profil udnytter de ekstra mange timer på en lang date til at udvide normalitetsbegrebet - og dermed får de meget lettere ved at finde ud af, hvor de skal hægte deres "krog" fast i dig. Dette viser sig, ifølge artikelskriveren, særligt problematisk for den moderne flinkeskolekvinde, der har lært at omsorg og aktiv lytning er alfa og omega i et godt parforhold - men aldrig for alvor lært, at dette bør gælde begge veje; at det er helt ok også at kræve noget af dem, som man giver til.

Omsat til et konkret eksempel: Efter bare en halv time på en kaffebar, ville det nok undre dig såre, hvis din date pludselig begyndte at øse ud af sine erindringer omkring en overvældende og helt ufattelig hård barndom, en afsindigt frastødende ekskone eller -kæreste samt en ekstremt (åre)lang periode, hvor vedkommende har levet på det nærmeste isoleret fra omverden (han ser ingen venner længere, har ikke social, fysisk kontakt med sin familie, kolleger, etc.) - hvorimod, får mødet lov at vare henved 5-6 timer eller længere, ja så virker det ikke længere helt så unaturligt friskt og fremme i skoene (for nu at bruge nogle lidt mere spiselige ord for "desperat"), at manden vælger at vælte sin hele fortids trængsler ud på bordet imellem jer - for efter så lang tid er der oftest indtruffet en følelse af intimitet, af at man kender hinanden ret godt - på trods af at du reelt set aldrig har mødt manden før for ganske nylig (samme dag eller måske blot en enkelt gang tidligere).

Artikelskriverens påstand forudsætter som udgangspunkt, at såkaldte "rovdyr" dels (i kraft af deres psykologiske setup/problematikker) netop lever isoleret i forhold til deres omverden, og at de dels altid vil forsøge at indfange byttet - også selv om de udsættes for et vist tidspres - ergo er det korte førstemøde et must! Tidsbegrænsningen er nemlig din hjælp til at få øje på ubalancen, før det er for sent - før du efter mange timers snik-snak ender med at blive lullet ind i en følelse af, at det da er heeeelt normalt, at du allerede på en første (eller anden) date indvies i fyrens allerstørste traumer, hemmeligheder, mest negative erfaringer, beretninger om diverse tidligere eller nuværende misbrug, osv.
Den slags bør først komme noget senere i en relation - velafbalancerede individer har nemlig naturlige, sociale grænser, ganske som du selv, og vil derfor ikke lægge ud med så tilsyneladende voldsom en tillid til din person. Lad dig ikke narre; det handler ikke om åbenhed i forhold til dig - det handler langt oftere om psykologisk grænseløshed og om, at fyren har luret dit flinkeskole lytter-gen og er i gang med at opbygge en offerrolle, som efter al sandsynlighed vil komme til at volde dig store vanskeligheder senere hen, skulle du vælge at indgå i et forhold med ham.

2. Læg mærke til, hvad - og i særdeleshed hvem - I taler om!

Teorien er her, at den klassiske egocentriker, narcissisten - ham, som du vil komme til at bruge resten af dit liv på at drage omsorg for, uden at omsorgen gengældes, når det er dig, der har behovet - allerede i den spæde begyndelse af et forhold vil vise sig mere end almindeligt interesseret i at tale om sig selv, sine egne interesser og hobbyer, sit arbejde, sine venner, m.m.
Han vil derimod ikke - heller ikke på en første eller anden date - spørge specielt meget ind til den person, du er - ligesom han hurtigt vil miste interessen og forsøge at skifte emne, hvis du prøver selv at tage ordet for at fortælle lidt om din baggrund, opvækst, personlige interesser, osv.

Overvej efter mødet, helt konkret hvor lang tid I har brugt på at tale om ham, og sammenlign med hvor lang tid I har brugt på at tale om dig - og beslut dig så for, om det er den slags forhold, du godt vil være i. Har du først lagt dig fast i rollen som den evigt lyttende, evigt omsorgsfulde, selvudslettende og støttende kvinde, er den nemlig ofte ganske umulig at bryde ud af senere - uden at det samtidig får store konsekvenser for relationen (læs: Medfører store konflikter og/eller brud).

3. Sidder den onde eks med ved bordet på første date? - så afslut forholdet, før det begynder!

Det er meget naturligt, når voksne, modne mennesker mødes på en date, at emnet "ekskærste/-kone" lige vendes. Vi har alle en fortid, og det er helt okay, og der er ikke noget i vejen med at anerkende og vise åbenhed over for dette. Men! Fylder fyrens onde ekskone eller ekskæreste størstedelen af samtalen, så regn med, at der enten ligger noget uforløst dér, der vil vanskeliggøre en fremtidig relation med manden (han er højst sandsynligt ikke klar til et nyt forhold endnu), eller tag ham mere bogstaveligt (især hvis det er længe siden, at forholdet til eks'en sluttede) og forbered dig på, at han er typen, der som hovedregel altid vil søge at placere ansvar og skyld i forhold til konfliktsituationer uden for sig selv - også i forhold til dig, såfremt du vælger at indlade dig på en fast relation med manden.
Overvej, om du er villig til at løfte hele byrden, for alt hvad der nogen sinde ville kunne tænkes at opstå af fremtidige uoverensstemmelser imellem jer - og er du ikke det, så sig hellere "tak for kaffe!"og gå hjem alene, før det er for sent.

[Slut artikel]

Som sagt... lidt af en øjenåbner for mig selv (sagde hunden), den artikel - men hermed altså pligtskyldigt videregivet - og måtte I så i øvrigt have det største held og den bedste lykke, alle I skønne singlekvinder derude (og mænd, selvfølgelig - for skønne mænd er der selvfølgelig også en masse af!), eller - som gode gamle Michael Conrad i Hills Street Blues altid afrundede sine ugentlige bulletiner med: Let's be careful out there!

Ingen kommentarer: